En drøm for samojedfreaks
Her er en historie om noget som alle samojedejere burde opleve mindst en gang i deres liv:  200 dejlige, smilende, gøende samojeder samlet på samme sted i flere dage. Det kan lyde som en drøm for samojedfreaks, men det blev til virkelighed den første weekend i februar, da Svenska Polarhundklubbens raceklub for samojeder for andet år i træk holdt vintertræf i Furudal i Dalarna. Og træf – det blev det – et stort et. Men det med vinteren var en helt anden sag.

Torsdag og fredag ankom den ene bil efter den anden fyldt til randen med glade og forventningsfulde samojedejere og deres hunde til feriebyen Furudal. De fleste havde oplevet vinteren på nært hold, inden de nåede frem. De havde kæmpet sig frem i sne og slud. De kom fra Tyskland, fra Danmark, fra Norge og fra Sverige, og fredag aften så du samojeder på deres kæder mellem træerne udenfor hver eneste hytte  - et herligt syn. De fleste var nået godt frem.  

En elg kom på tværs
Men en bil nåede ikke frem som planlagt. En elg havde krydset vejen og ramt bilen. Heldigivis skete der kun materiel skade. Men bilen nåede ikke længere. Mennesker og hunde nåede derimod frem et døgn forsinket i en lejet bil.

Så nu havde samojedfolket for alvor indtaget feriebyen for at være med i de nordiske samojedmesterskaber, deltage i årsmødet, der svarer til vores generalforsamling og vise de hvide hunde frem på en stor udstilling. Udendørs selvfølgelig. Og ligesom sidste år blev det to intensive, spændende og vellykkede dage. Men, men. De svenske fyrretræer er godt nok høje, men de vokser jo ikke helt ind i himlen.  Mere om det senere.

Efter to dages rejse ankom jeg i min bil med slæde på taget og mine fire samojeder som selskab til området som den første allerede onsdag eftermiddag. I modsætning til dem, der kørte senere, havde jeg været rimelig heldig med føret på vej op, og det viste sig at være en fin ide at overnatte på vandrehjem på halvvejen.

Så det var i fint humør, jeg ankom til Furudal. Termometret viste minus 19 grader, der lå dynger af hvid lækker sne overalt og solen skinnede. Perfekt, tænkte jeg, men allerede om aftenen var temperaturen steget til minus 13 grader. I løbet af natten steg temperaturen yderligere, og det blev den altså bare ved med.

Minus blev til plus
Og jeg som troede, at 800 kilometer var tilstrækkeligt til at slippe fra det triste, evindelige gråvejr i Danmark. Oh no. Vejrguderne havde bestemt sig for at glemme alt om, at det var vinter i Dalarna. Minus blev til plus, og det begyndte at dryppe fra tage og træer.

Og da lørdagens konkurrence begyndte var sporet blevet meget tungt for de mange hundespand. Det kunne mærkes på tiderne på den 10,8 kilometer lange rute. Seks 6-spand, 11 4-spand, 7 pulkastil herrer og 3 pulkastil damer kom til start - alltså i alt 90 ivrige, smilende samojeder fra de fire nationer, og de allerfleste gennemførte ruten. Efter første dags slædekonkurrence blev det rigtig varmt, og ud på eftermiddagen begyndte det at regne – netop da udstillingen var kommet godt i gang.

Ringen blev til
en skøjtebane
Udstillingen havde 60 tilmeldte samojeder og blev udsat en time så alle de hunde, der havde været med foran slæden havde en chance for at nå at være med. Ligesom sidste år var "ringen" en fritskrabet parkeringsplads med udsigt over den store sø. På grund af regnen blev pladsen i løbet af dagen forvandlet til en skøjtebane. Det gav udfordringer til handlernes løbeteknik, for dommeren ville se bevægelser og gav sig god tid. Klokken blev over 5 og det var vintermørkt da hun nåede frem til finalerne, så de blev flyttet hen til  skæret fra en gadelygte udenfor kiosken.

Derefter hurtigt af sted til årsmødet klokken seks på det nærliggende hotel. Ingen store punkter på dagordenen, ingen kontroversielle forslag i år. Så det var hurtigt overstået. På det tidspunkt var sulten da også begyndt at gnave, og alle gik om bord i middagen med stor forventning og entusiasme. Ikke længe efter at den gode mad var spist meldte trætheden sig. Musherne og deres hjælpere skulle hjem og samle kræfter til morgendagens strabadser. Så – hjem og sørge for hundene – og tidligt i seng !!!!! Og det var nok en rigtig god ide.

Godt humør
Men udover de rituelle brokkerier på målstregen var humøret strålende hele weekenden igennem og alt blev gennemført i en utrolig god og kammeratlig stemning. Hjælpsomheden var stor, og nye venskaber blev føjet til de allerede eksisterende på tværs af grænserne.

En flok ivrige scooterførere fra Furudals omegn sørgede for at sporene blev holdt så fine som muligt i det alt for varme vejr weekenden igennem og mange andre fra polarhundeklubben lagde et stort arbejde i at få weekenden til at fungere.

Jeg er ikke selv så skrap, at jeg tør melde mig og hundene til løb, men ud på slæde kom vi da, trods de lidt dårlige vejrbetingelser. Sporet i skoven holdt sig nogenlunde, ja det blev ret hurtigt efterhånden som sneen var ved at blive til is, så jeg nåede at opleve suset i de sekunder, hvor man overskrider sin egen grænse, de sekunder, hvor man i fuld fart  i stedet for at køre sikkert og hakke bremsen ned i sneen siger til sig selv: ”Du SKAL udenom de træer, du SKAL” – og det så virkelig lykkes med få centimeters margen. Yes !!

Pokkers, at det danske vejrlig ikke giver lejlighed til at øve sig på slædekørsel.

Danmarksmesteren gennem flere år Carsten Madsen fra Fyn kan nu også føje titlen Nordisk mester til sit visitkort. Han vandt nemlig 4hundeklassen. På andenpladsen kom en anden dansk musher, Torben Jørgensen, der stillede op i sit første slædeløb nogen sinde.

Tidligere års mester i 4hundeklassen, Jan Nielsen, Danmark, havde i år valgt at stille op i 6hundeklassen og havde hård konkurrence af verdensmesteren Horst Klank fra Tyskland og VMs nummer to Nisse Uppström fra Sverige. Disse placeringer kunne Jan da heller ikke rokke ved i Furudal, men det lykkedes Jan Nielsen at komme ind på en flot femteplads.  

Også på udstillingen blev der gode resultater at tage med hjem til Danmark. Snemarks Miss Camille – ejet af Torben og Lone Jørgensen – blev i gadelampens skær kåret som Bedst i Racen og min egen Bilaikas Artige Rosa blev BIR-veteran for andet år i træk og senere placeret som 5. bedste tæve. Hendes datter, Bilaikas Wolf In Disguise, blev 3.vinder med CK i åben klasse. Ud af de 60 tilmeldte var de 36 konkurrerende tæver, og de 21 tæver i åben klasse måtte deles i to for at kunne være i ringen. I Sverige har man nemlig droppet unghundeklassen fra årsskiftet.

Og så var det i øvrigt den weekend de danske herrer daskede svenskerne i håndbold. Det hører med til årets minder, for jeg så nemlig kampen i selskab med seks svenskere.  Heldigvis havde jeg dansk øl med til at lindre deres smerte over nederlaget.

Tid til afslapning
Søndag begyndte bilerne igen at køre ud af feriebyen, men mange havde valgt at blive nogle ekstra dage, så der blev tid til lidt mere afslappet socialt samvær og hundesnak. Men torsdag blev det tid for de fleste at køre videre til de åbne mesterskaber i Åsarna. Men det er en helt anden historie som andre sikkert kan fortælle meget om.

For jeg vendte  – en dag senere end jeg egentlig havde planlagt – min og mine hundes snuder mod Danmark igen. Torsdag klokken 12 præcis forlod jeg som den sidste feriebyen. Der var pludselig blevet alt alt for stille. Kun Rosa bjæffede som sædvanlig fra sin plads omme bag i bilen. Hun tror nemlig, at det er hende, der får bilen til at køre. 

Jeg kan kun håbe på, at jeg igen, måske næste år, overvinder min frygt for snestorme og milevis af vinterglatte veje, så jeg kan opleve drømmebilledet i virkeligheden endnu en gang: 200 samojeder samlet på samme sted.

  Tilbage til toppen Til vinterforsiden 2002  Vinter 2001 Mer mushing