|
Hej med Jer
Ankom Bagsværd i dag fredag ved 13-tiden. Gudfaderbevares. Det kan nok
være, man er hjemme igen. Nu var hundene ellers lige blevet så fine og
hvide, men den danske vinter kan jo tage glansen af enhver samojedhund i
lyntempo.
Eventyret er slut. Askepot er hjemme igen. Men det var godt nok spændende
mens det varede. Jeg fik kørt cirka 40 kilometer på slæde. Så nu er
den da blevet brugt - men desværre også ødelagt. Jeg glemte et
halvtag, da jeg tankede i Sälen på vej hjem. Slæden mistede lidt af
sin højde, og jeg måtte af med 350 sv kroner til en ny lampe på
stationen. (XCz!!##sgu//:x>Hel..X!)/)
Men det var også det værste, der skete på den lange tur, så det er
vel egentlig billigt sluppet med kulderekord på minus 43 grader og hvad
vi ellers har været ude for.
Sug i maven
Det mest spændende
var, da vi var tre hundespand af sted - jeg med mine egne 4 foran - fra den ene ende af
Grövelsjön til den anden. Den er 7,5
kilometer lang og den sidste kilometer går ind i Norge. Da vi nåede i
land i Norge, tændte vi bål og grillede pølser på pind i mindst 20
graders frost og forsøgte at drikke Sprite Light, men den frøs til is,
inden vi nåede at få taget en slurk. Efter velfortjent hvil gik turen
samme vej de 7,5 kilometer tilbage over søen igen. Hundene opførte sig
som om de aldrig havde prøvet andet, holdt sig til sporet og travede støt
derudaf.
Det gav godt nok
nogle jubii-sug i maven at køre der mellem de smukke fjelde på den
frosne sø - faktisk muttersalene - men med tryghed i at erfarne Johan
med 7
hunde, mor Magna i slædeposen og Stig på ski i snor og Tommy med
sine to hunde kun var nogle hundrede meter bagefter. Desværre fik Eva
ikke den oplevelse. Hun havde det nemlig lidt skidt den dag.
De andre slædeture
står også i et lidt uvirkeligt lys. Jeg har jo tit set det på
fjernsyn og læst det i Amundsens dagbøger. Pludselig kørte jeg der
selv i stilheden. Men selv om de svenske fyrretræer er høje og
smukke,
så vokser de ikke ind i himlen. For herhjemme vælger vi altid rundstrækninger
og hundene oplever, at de løber ligeud, indtil vi er hjemme igen. Oppe
på sporet var det nødvendigt at køre samme vej tilbage, så slæde og
hunde skulle vendes, før vi kunne komme hjem igen. Det fattede de altså
bare ikke!!!
Efter et kvarters
baksen og mange kraftudtryk senere lykkedes det endelig – lige indtil
jeg skulle til at råbe GO. Vupti stod de alle fire igen med snuden den
forkerte vej.
Stig reddede mig. Han kom nemlig bagefter på ski og indhentede os
heldigvis og kunne gi en hånd med. Endelig fattede hundene pointen, og
snart var Stig igen langt bagude.
Udstilling i 26
frostgrader
Men inden oplevelserne ved Grövelsjön, var der jo udstillingen i
Furudal i 26 graders frost - udendørs. Også lidt ud over det
sædvanlige, må man nok sige. Ringsekretæren sad og skrev i en
opvarmet bil, mens dommeren og hans medhjælper måtte klare kulden de
cirka 6 timer udstillingen varede. Der var 77 tilmeldte samojeder, og Boo
Lundström gav sig god tid trods kulden. Vi andre daffede ind og lunede
os i de hytter, vi boede i, når frosten bed for hårdt i kinderne.
Det bedste for mig
var, at Rosa blev BIR-BIS-veteran og udstillingens tredje bedste tæve.
Blanca fik en andenpræmie. I 26 graders frost virker det ikke så smart
med en samojed, som har glemt polarpelsen derhjemme. Hun havde lige har
mistet ALT - og jeg |
mener alt - hvad der hed underuld inden vi tog
hjemmefra.
I ved jo nok allerede, at Jan igen klarede sig flot - han vandt
det svenske samojedmesterskab i firhundeklassen, og det var rigtig
hyggeligt at mødes med dem helt deroppe. Johan blev nummer 2, så også
de svenske venner var godt tilfredse.
Kylling på glatte veje
Køreturen derop var rædselsfuld. Jeg er en kylling, når det gælder
isglatte veje. Heldigvis overtog en af mine nye svenske venner rattet de
200 kilometer fra Furudal og op til hytten tæt ved Grövelsjön. I den
første uge var vi 19 samojedhunde og 6 voksne samlet i hytten - lidt af
et vovestykke, som gik over al forventning.
Syn for Guder
Et syn for Guder når alle 19 stod ude på kæde i strålende sol
- og herligt, når alle satte i et fælleshyl
et par gange om dagen.
Vi fandt en rutine, hvor alle hunde efter tur fik deres del af den gode
varme inde i hytten. Heldigvis enes vores hunde i det store og hele.
Gamle Bine selvfølgelig enes som altid med alle, så HUN havde en strålende
ferie - for som alderspræsident fik hun lov til at være inde det meste
af tiden, undtagen når jeg syns, at hun havde godt af lidt frisk luft
ude på kæden. Inde hyggede Bine sig sammen med Eva og Johans ældste, Dixie, som også var meget inde, ja de hyggede sig så meget, at de
besluttede at dele den kage Evas mor Magna havde bagt en formiddag.
Magna havde ellers sat den helt inderst på køkkenbordet, men hun
vidste jo ikke, at Bine kan løfte en stegepande lydløst ned på gulvet
fra komfuret selv om den står på det inderste blus.
Magna tog det pænt og bagte igen om eftermiddagen - denne gang til os
andre.
Også lidt mine
Jeg lærte jo rigtig Eva og Johans hunde at kende. Denne gang var der
tid til det. Så det var helt underligt at sige farvel til dem igen, da
turen gik hjemad. De var lissom også blevet lidt mine. Og så er flere af dem er
jo i familie med Alpha.
De sidste dage fik de fleste af hundene efter tur en mild form for
maveinfluenza. De mistede appetitten og brækkede sig. Det varede kun et
lille døgns tid pr hund, men var nok til, at der ikke blev kørt så
meget den sidste del af ferien.
Nå, jeg kunne jo blive ved med at fortælle, men så bliver jeg ikke færdig
i dag. Jeg har taget 6 film, så der bliver forhåbentlig billeder på
et tidspunkt.
Håber at alt står vel til hos Jer.
Hilsen eskimoen Jytte
PS. Det er altså utroligt så godt man kan trives i kulden - når bare
man vænner sig til, at det ER nødvendigt at bære hat - der vel at mærke
dækker ørerne........og at et godt lag bodylotion fra morgenstunden er
det bedste til ansigtet.
Læs
Tommy
Levins beretning fra samme
tur og se hans billeder |
 |
|