Den 25. juni 2001 tog en leversygdom livet fra hende - et liv hun forstod at nyde fuldt ud. Bine blev 12 år. Jeg havde håbet at have hende et par år mere, især fordi hun aldrig har fejlet noget alvorligt hele sit liv - et liv, der også fik stor indflydelse på mit liv. 

Bine har lagt navn til min kennel. De to første bogstaver referer til hende - anden del af navnet refererer til det russiske ord for spidshund.

Bine fik to kuld hvalpe - det første den 12. februar 1992, hvor hun fødte 5 hanner og to tæver. Det andet kuld bestod af kun en hvalp - en tæve. Bine var en god mor, men havde det ikke så godt, når hun havde hvalpe. Så da datteren Rosa voksede til, overtog hun avlsarbejdet. 

Bine blev det naturlige overhoved efterhånden som flokken blev større. Aldrig havde hun behov for at hævde sin position. Hendes autoritet blev respekteret af alle andre hunde, og hun havde en evne til at komme overens med andre stærke tæver. Der har været mange forskellige hunde på besøg hos os gennem årene. Hanhunde elskede hun at spille op til, løbetid eller ej, jo yngre, jo bedre, og der var helt sikkert et nært forhold mellem hende og hendes søn Adonis.

Bine var en charmerende vildbasse som hvalp, og derfor stiftede vi sammen bekendtskab med DKKs lydighedskurser. Det hun nåede at lære glemte hun aldrig siden, men dengang kunne arbejdet synes håbløst. Bine Bundrekord blev hendes kælenavn en overgang - især efter en prøve hvor der på den skriftlige kritik kom til at stå under indkald: "Hunden stak af og måtte fanges".

Bine introducerede mig til hundenes brogede udstillingsverden - først med min søster Zanne som handler, senere med mig selv i den anden ende af snoren. Bine var kun fem måneder, da hun blev udstillet i babyklasse første gang - sidste gang var i Næstved oktober 2000, hvor hun stillede op i veteranklasse. Hun scorede på sine fremragende bevægelser og sin charme. De allerfleste kritikker har positive bemærkninger om hendes temperement.

Titler blev det aldrig til, men flere rigtig gode resultater - og et rigtig dårligt. Bine kunne prale af at blive tildelt et stort rundt 0 af selveste Ole Staunskjær. Han mente, at hun havde en atypisk skalle. Ak ja. Det er han den eneste, der har kunnet se !! Ingen af mine hunde har siden været meldt til under ham. 

Bine introducerede mig også til trækhundesporten, og vores første erfaringer gjorde vi henholdsvis foran og bag pulkaen. Og hun blev en rigtig god trækhund med årene, selv om hun først kom i gang ret sent i sit liv. En stabil, stærk og meget pålidelig arbejdskraft. Ikke noget vildbasse her. Og det blev til deltagelse i mange løb, indtil kroppen ikke mere kunne følge med. Men da var hun også langt over 10 år.

Bine var viljestærk og egenrådig, og man skulle holde godt øje med hende, når hun satte sig ned, spillede med øjnene og vippede hovedet en anelse op og ned. Så var hun klar til at stikke af - så langt som muligt. Og så sent som Sct. Hans Aften, to dage før sin død, da vi var på besøg hos gode venner, var hun i samtlige budskadser og krinkelkroge i deres have for at se, om det dog ikke var muligt at finde et smuthul ud til friheden.

Bine har betydet utrolig meget for flokken. Det kunne mærkes, da hun pludselig ikke var der mere. Forvirring blandt de andre er nok det mest dækkende ord, men det er en helt anden historie.

Da hendes kræfter de sidste par år ikke mere kunne ikke stå mål med de yngre hundes, fandt hun andre måder at hævde sin autoritet, f.eks. når ræven huserede på den anden side af havehegnet. I stedet for at styrte formålsløst rundt, satte hun sig midt i haven og dirigerede bjæffende de fire andre rundt i alle verdenshjørner. En sand flokleder.

Bine nåede heldigvis at komme med på vores eventyrrejse i vinter - for selv om hun ikke kunne være med på slædeturene, nød hun turen og oplevelserne i fulde drag. For i vores verden har de gamle hunde alle privilegier.

Bine var frem for alt min ven. Der er så mange ting, jeg vil komme til at savne - en af dem var hendes evne til at "holde i hånd". Hun kunne tidligt om morgenen komme fra sin foretrukne soveplads nede i kælderen, lægge sig på ryggen ved siden af min seng og viftende med forbenet forlange, at nu skulle vi flette fingre. Det gjorde vi så, og det var sådan jeg tog afsked med hende den nat jeg egentlig godt vidste ville blive hendes sidste.

Bine blev kremeret separat, og hendes urne er nu begravet hjemme i et af havens smukke hjørner og minder mig om de mange fantastiske oplevelser vi har haft sammen.

Med Bine og 18 andre samojeder i Sverige
Bines stamtavle
Det sidste billede fra haven

Tilbage til Bilaikas forside                     Skriv til os